Kilden til Mad Honey i Nepal

Real Mad Honey henter ikke blot sin honning fra Himalaya – vi investerer i de mennesker, der gør denne tradition mulig.

I Himalaya forsvinder traditionerne ikke, fordi folk glemmer dem – de forsvinder, fordi folk ikke har råd til at blive.

Når det lokale arbejde giver for lidt i løn, er familierne tvunget til at sende folk væk til byerne eller til udlandet for at tjene penge. Sådan tømmes landsbyerne langsomt for den næste generation – og når de unge først er væk, forsvinder viden sammen med dem. Dette gælder især for Nepal.

Mange ender med at tage fysisk krævende, lavtlønnede job i udlandet, ofte under dårlige forhold, simpelthen fordi der er begrænsede økonomiske alternativer derhjemme. Det er sjældent et valg – det er et pres.

Det modvirker vi med noget ægte: en løn over gennemsnittet og fast arbejde.

Ved at betale jægerne og de lokale partnere en fair løn, der ligger over medianen, gør vi det til et økonomisk fornuftigt valg at blive i lokalsamfundet – ikke et romantisk valg.

Hvad det betyder i praksis:

• Mindre »flytning for at overleve«: folk behøver ikke at flytte blot for at tjene til livets ophold.
• Større stabilitet året rundt: Indtægten er ikke et engangsmoment – den forsørger familierne gennem alle årstiderne.
• Færdighederne forbliver i landsbyen: De ældre kan videregive håndværket, fordi den næste generation stadig er der.
• Pengene cirkulerer lokalt: højere lønninger støtter det bredere samfund – værktøj, transport, mad, lokale virksomheder.

Dette er ikke »høst«. Det er arbejde på klipperne.

Traditionel honningjagt i Himalaya er i sagens natur farlig — stejle skrænter, ustabilt klippegrund, uforudsigeligt vejr og timer, hvor man hænger i reb. Tidligere var jægerne ofte afhængige af håndlavede reb uden beskyttelsestøj, seler eller egentligt sikkerhedsudstyr. Hver sæson medførte en reel risiko.

For os betyder støtte til lokale samfund også én ufravigelig forpligtelse: at sikre jægerne bedre sikkerhed.

Det, vi leverer hver sæson:

• Pålidelige reb (ikke improviserede, håndsnoede alternativer)
• Sikkerhedsseler
• Beskyttelsesbeklædning / udstyr
• Grundlæggende opgraderinger af udstyr, der reducerer unødvendige risici

Derfor forsyner vi jægerne med moderne sikkerhedsudstyr inden hver jagtsæson starter – så de ikke bliver tvunget til at vælge mellem tradition og overlevelse.

En stor frygt, som folk har, er: »Ødelægger I klipperne? Udrydder I bierne?«
Et berettiget spørgsmål — for i de fleste brancher betyder »større efterspørgsel« som regel »større udvinding.«

Men honningjagt i Himalaya fungerer ikke sådan.

Disse lokalsamfund ser ikke skoven som en ressource, der skal udnyttes — de ser den som deres hjem, arv og åndelige grundlag. Hele deres levebrød afhænger af, at økosystemet forbliver intakt. Hvis bierne forsvinder, forsvinder alt.

Så udgangspunktet er allerede harmoni. Og oven i det arbejder vi aktivt sammen med dem for at sikre, at det forbliver sådan.

Sådan ser det ud i praksis:

• Vi »tømmer« ikke en bikube.
  Jægerne tager ikke det hele. En del efterlades, så kolonien kan komme sig og fortsætte med at producere. Målet er ikke maksimalt udbytte i dag — det er at vende tilbage næste sæson og sæsonen efter.
• Indsamlingen er sæsonbestemt – og det følger vi.
  Denne honning indsamles kun i bestemte høstperioder. Uden for denne periode indsamler vi simpelthen ikke, for det er netop da, bierne har brug for stabilitet til at genopbygge og vedligeholde kolonien.
• Vi øger ikke mængden ved at tvinge flere indsamlinger igennem.
  Hvis udbuddet er lavt, er udbuddet lavt. Vi presser ikke på for ekstra ture, vi lægger ikke pres på indsamlerne for at få dem til at indsamle mere, og vi »udligner ikke forskellen« ved at overudnytte ressourcerne. Det er netop derfor, at Mad Honey forbliver en begrænset vare — naturen bestemmer loftet.
• Vi arbejder med de samme lokale grupper – ikke tilfældige nye hold.
  For at undgå pres på mængden indkøber vi gennem pålidelige lokale partnere, der kender området og reglerne. Vi jagter ikke større skala ved konstant at hente nye høstere ind eller åbne aggressive nye indsamlingsområder.
• Vi sikrer sporbarhed og konsistens.
  Da vi ikke køber fra anonyme mellemhandlere, kan vi sikre en konsistent proces: hvor produktet stammer fra, hvem der leverer det, og hvordan det høstes — hvilket gør bæredygtige praksisser håndhævelige, ikke blot »lovede«.
  
  Denne respekt er dybt kulturelt forankret.
  Mange jægere følger spirituelle overbevisninger og ritualer, der styrker respekten: en tankegang, hvor man beder om tilladelse, bevæger sig forsigtigt og behandler bierne og klipperne som noget, man ikke dominerer — men samarbejder med. Uanset om man kalder det spiritualitet, tradition eller blot visdom, er resultatet det samme.